Om forskning på det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
Arkitektskolen

Kunstakademiets Arkitektskoles forskning har til formål at konsolidere og udvikle arkitekturens vidensfelter ved at undersøge arkitekturens grundvilkår og samtidig udvikle fagområdet på tidssvarende måder.

Skolens forskning udgør 66 årsværk. Der er indskrevet 41 ph.d.-studerende ved skolen, hvoraf flere har ansættelse i private virksomheder som del af deres ErhvervsPhD-projekt.

Forskningen er organiseret i fire institutter: Institut for Bygningskultur, Institut for Teknologi, Institut for Planlægning og Institut for Design og Kommunikation. Under institutterne er der etableret specialiserede forskningscentre. Ud over forsknings- og udviklingsarbejde tager institutterne sig af undervisningen i bachelor- og kandidatuddannelsens grundlagsdiscipliner.

De fire primære målgrupper for skolens forskning er: Samfundet generelt (adresserer aktuelle samfundsmæssige problemstillinger); den arkitektfaglige praksis, byggesektoren og produktionsindustrien; interne og eksterne forskningsmiljøer - samt undervisningsmiljøet på skolen.

Knap halvdelen af skolens forskningsprojekter er eksternt finansieret af midler fra nationale og internationale forskningsråd, fonde og erhvervslivet. De udføres ofte i samarbejde med andre nationale og internationale uddannelsesinstitutioner.

Se også Forskningsplan 2011-14, eller læs mere på skolens hjemmeside.