En praksisbaseret undersøgelse af hvorledes generative og algoritmiske metoder – i en arkitektonisk formgivningspraksis – giver adgang til komplekse, og med andre mider utilnærmelige, tilgange til organisering af komponenter i arkitektoniske strukturer. Her specifikt undersøgt med udgangspunkt i fraktale ikke-repeterbare mønstre. Projektet blev udviklet igennem udvikling af projektspecifik software såvel som i fysisk model.