Om Arkitektskolen Aarhus
Arkitektskolen Aarhus er en forsknings- og uddannelsesinstitution under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Skolens mission er:
- At tilbyde akademiske, professionsorienterede bachelor- og kandidatuddannelser på højeste niveau i arkitektur samt ph.d.-uddannelser inden for arkitektfaglige felter.
- At tilbyde professionsorienteret efter- og videreuddannelse inden for arkitektfaglige felter til og med masterniveau.
- At udføre forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde på højeste niveau med sigte på kontinuerligt at kvalificere uddannelsen, fagets udøvelse og arkitekturens tværfaglige integration.
Arkitektskolen blev oprettet i 1965 og har siden uddannet ca. 4000 dimittender. I dag har skolen omkring 800 studerende, heraf et par hundrede fra udlandet. Hertil kommer ca. 150 ansatte: forskere, undervisere og administrativt personale.
For at sikre faglig bredde og mangfoldighed er skolens undervisere og forskere organiseret i en række faglige platforme , som dækker alle arkitektfagets skalatrin og forskellige faglige tilgange.
I studieåret 2011/12 er der etableret i alt tretten platforme, som danner grundlag for skolens forskning og udbyder undervisning til både bachelor- og kandidatuddannelse.
Platformene samarbejder på tværs, ligesom de etablerer samarbejde med eksterne parter, såvel private virksomheder som andre uddannelses- og forskningsinstitutioner. Se de faglige platforme i organisationsdiagrammet.